Jeg elsker mit job. Jeg får lov til at være med til noget af det mest spændende, jeg kan forestille mig; at et menneske udforsker og udfordrer sig selv for at blive mere...ja, sig selv.
Når man går til psykolog, er meget af det sædvanlige nærmest vendt på hovedet. Man har kun 50-60 minutter, og de er nogle dyre nogle af slagsen, så det med smalltalk er ikke noget, man bruger megen tid på. 10 minutter efter, at jeg har mødt en ny klient for første gang, kan vi være i gang med at tale om noget af det mest personlige og svære i hans/hendes/hens liv. Nogle gange er det første gang, klienten overhovedet taler med et andet, levende menneske om det.
Det er vildt at være en del af, og det er en gave at få lov til at være med til. Nogle gange en tung gave, men en gave.
Jeg har også selv været til psykolog. Jeg har været i terapi, og jeg går til supervision løbende. Og jeg har ofte siddet og undret mig over, hvad psykologen egentlig tænker? Hvordan er det for dem at sidde der, hvilke tanker gør de sig, hvilke overvejelser? Hvad synes de om mig?
Terapi bør afmystificeres, synes jeg. Det har længe næsten haft en aura af, at man kom ind til et orakel, der kunne se ind i dig. Og som fik øje på mørke sider, du ikke selv anede eksisterede (tak Freud, vi har skullet rydde op efter dig de sidste 100 år). Det er langt fra den virkelighed, jeg sidder i. Og terapi har ikke brug for mystik. Det er en fantastisk proces i sig selv, det er noget af det mest værdige, spændende – og ganske ofte virkeligt morsomme – jeg kan forestille mig.
Jeg vil gerne dele lidt af min virkelighed med jer. Fortælle, hvordan det er at være psykolog. Jeg kommer ikke til at fortælle detaljer fra terapien, med mindre klienten har givet udtrykkeligt tilladelse til det, og selv da vil jeg aldrig dele identiteten på mine klienter. Men jeg sidder ofte og ønsker, at jeg kunne få lov til at fortælle om det, jeg ser og hører på mit arbejde. Om de fantastiske sjæle og deres blå mærker. Jeg håber, at du vil læse med.