OCD

At leve med OCD er hårdt arbejde. Der kan være en mere eller mindre konstant forhandling om, hvorvidt man gør tingene rigtigt, om man er sikker på, at man gjorde dem korrekt, og billederne af, hvad der kan gå galt, er aldrig langt væk. Det føles nødvenligt at udføre sine tvangshandlinger og/eller tvangstanker, men når man så har gjort dem, kan man alligevel være usikker, frustreret og selvkritisk. Samtidig kan OCD kræve meget tid, og det kan være en alvorlig forhindring for ens udfoldelsesmuligheder. OCD bliver typisk forværret, når man er stresset eller har det skidt, og det betyder, at netop der, hvor man har brug for alle sine ressourcer, skal man bruge kræfter på at udføre ritualer eller på at kæmpe imod dem.